 |

|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 Artikel fra Havnen i fokus. |
 |
 |
 |
Af Flemming Birch, Masters
Jolle checkede ind på Europas bedste lagerhotel

Frihedselskeren Jens Olaf Jensen fandt sit ønskejob som kranfører hos H. Daugaard, men det var en personlig tragedie, der førte til jobskiftet
Jolles Hal H. Daugaard står for en stor del af den danske ståldistribution. Virksomhedens pakhuse på Dokvej tjener som lagerhoteller for stålværker og virksomheder, der bruger jern og stål i produktionen af bl.a. radiatorer, køleskabe, frysere og konservesdåser. Inde i lagerhallen hersker der streng orden, og alle coils er ordnet efter, hvilken kunde de tilhører. Sådan behøvede det nu ikke at være, for computersystemet kan selv finde frem til hver enkelt coil, uanset hvor den ligger, men kranfører Jens Olaf Jensen, som på havnen er kendt som "Jolle", insisterer på orden, og sådan bliver det. Selv H. Daugaards ejer, Bjarne S. Nielsen, omtaler nemlig spøgefuldt pakhuset som "Jolles hal".
Kranen finder selv vejen Når de mange jerncoils, der hver vejer op til 30 tons, køres ind i hallen, registreres hver enkelt coil af computeren. Herefter kan de placeres helt tilfældigt, for computeren husker, hvor de ligger. - Computeren opdeler lageret i et koordinatsystem, og når man indtaster nummeret på en coil, finder kranen selv frem til den. Kranføreren skal blot løfte og sænke, forklarer Jolle, mens han demonstrerer den "tænkende" kran. H. Daugaard har selv fået udviklet systemet, som fungerer ved hjælp af fotoceller, som tæller koordinaterne. Der kommer 3-4 skibe om ugen med jern og stål til lagerhotellet. De store coils er meget følsomme og skal håndteres varsomt. En coil består af mange meter jernplader, der er rullet sammen nærmest som en gigantisk rulle tape. - Pladerne er ned til 0,3 mm tykke, og hvis man f.eks. kommer til at sætte en coil på en sten, er det måske 60 meter jern, der bliver ubrugeligt, fortæller Jolle. Selv regndråber er nok til ødelægge pladerne, så Jolle har svært ved at skjule stoltheden over, at H. Daugaard ikke har haft en eneste reklamation, siden lagerets start i 1994.
Stor frihedstrang Jens Olaf Jensen kommer fra en baggrund som lastvognschauffør og sætter stor pris på den frihed, arbejdet på havnen medfører. - Ligesom i chafførjobbet, er man sin egen herre, når bare man passer, det man skal. Som chauffør gik der nogle gange en måned mellem, at vognmanden ringede for at høre, hvor jeg var. Jeg passede mig selv, men det kræver selvfølgelig, at man er villig til at tage ansvaret, når der ikke er nogen, der kommanderer rundt med én. På et tidspunkt tog Jolle da også konsekvensen af sin frihedstrang og forsøgte sig med egen vognmandsforretning. - Jeg købte for gammelt udstyr og blev kvalt i udgifter til reparationer, men jeg er glad for, at jeg prøvede. Man lærer utrolig meget af at stå på egne ben, siger Jolle. Alene med tre børn 42-årige Jolle startede på havnen samtidig med, at H. Daugaard åbnede stållageret for godt 6 år siden. Han havde da kørt som lastvognschauffør i 18 år, bl.a. for en vognmand, der havde H. Daugaard på kundelisten, og han var glad for sit arbejde. Men tilværelsen viste sig fra sin værste side i 1994, da hans kone blev ramt af en blodprop. Jolle stod tilbage med sit store tab, tre børn og et job, hvor det var umuligt at få familielivet til at hænge sammen. - Som chauffør har du meget ventetid, og det er umuligt at sige, hvornår du er hjemme. Det går bare ikke med tre børn. Efter et par måneder blev Jolle kontaktet af en bekendt på havnen. - Du skal i gang med at køre igen, lød beskeden. Jeg har altid følt mig hjemme på havnen, så jeg slog til. Pludselig var jeg på krankursus og klar til at starte i H. Daugaards nye stållager, fortæller han. - Det var fantastisk, siger han med tanke på den støtte og opbakning, han mødte på havnen i den svære tid. - Jeg har bestemt ikke fortrudt jobskiftet. vi har et godt kammeratskab og atmosfæren hernede er helt speciel, siger jolle, hvis søn i dag kører lastvogn for en vognmand, der har H. Daugaards stållager om kunde.
Vi kan jo lide det Med ansættelsen hos H. Dauggard rykkede Jolle familien til Kolding, og i firmaet mødte han Hanne, der sidder på shippingafdelingens kontor. Sammen udgør de et stærkt team både privat og arbejdsmæssigt. - Hun forstår, hvad det handler om, for hun har selv været på lageret, hvor hun kørte truck. Hvis der kommer et skib ind om natten, rykker vi ud, og så losser jeg, mens hun ordner papirerne. Det er hårdt arbejde, men vi kan jo lide det, og vi føler faktisk, at det er en del af vores eget hernede. Jeg skulle være døden nær, før jeg kunne holde mig væk, slutter Jolle.
Europas bedste tre år i træk H. Daugaard stållager på Dokvej er bl.a. lager for det store belgiske stålværk Sidmar. Sidmar bruger denne type lokale lagerhoteller over hele Europa for at være tæt på deres kunder. Lagrenes håndtering af coils har stor betydning for stålværkets ry, og derfor sender Sidmar uanmeldt kontrollanter rundt på lagrene for at overvåge forholdene. Kontrollanterne checker, at Sidmars coils står korrekt, og de undersøger temperatur, luftfugtighed, rengøringsforhold og håndtering. I de seneste tre år er H. Daugaard blevet bedømt som Europas bedste stållager og har opnået en bedømmelse på 96,5 point ud af 100 mulige. Stållageret er højt specialiseret med infrarød varme og konstant regulering af luftfugtigheden.
"Havnen i fokus" er en avis, der blev udgivet af Informationsgruppen på Kolding Havn i maj 2001.
|
 |
 |
 |
 |
|
 |